DMO Tornbrinken.
Fra ung på Tornbrinken siden af DMO.
Det her er mit tredje bosted og det helt perfekte for mig. Jeg kom traumatiseret fra et andet bosted hvilket var skyld i at jeg var aggressiv vokalt og ekstremt bange for personalet og strukturen.
Men de tog den med ro og nysgerrighed.
De lærte mig at kende så jeg kunne komme ud af mit skjold.
De har givet mig et sted at være når ingen andre steder fandtes- jeg troede ikke at jeg kunne finde nogen som kunne tage imod mig på samme måde som både de unge og personalet gjorde.
Nogen ting som jeg synes er dejligt er at de ikke tror på at unge bare skal stoppes med medicin.
Jeg har ALDRIG været ude for at de har givet mig PN uden at det er til et stort behov. De er altid klar på at prøve noget andet først.
På Tornbrinken har jeg lært at lave mad, bage, gøre rent, komme ud af huset, jeg har fået mange nye gode venner som forstår mig og jeg forstår dem, jeg selvskader meget mindre end da jeg kom (da jeg kom havde jeg behov for det flere gange om dagen, nu er det måske en gang om måneden), jeg er begyndt at ride og tegne igen (pga det andet bosteds dårlige behandling var jeg næsten konstant i psykose og blev nødt til at sælge min hest og de tog min kanin uden begrundelse) men nu tager jeg ud og kæler med katte på pension og drømmer om at få hund når jeg flytter ud.
De interessere sig for de ting som går mig glad. Feks tog vi ud og så Mounted Games stævne fordi det var noget som gjor’ mig glad som barn. Jeg var så bange for at depressionen havde ødelagt den del af mig- men da jeg stod der ved banen igen sammen med min kontakt-person så kunne jeg mærke at det stadig betød utroligt meget for mig.
De hjalp mig med at kunne tale til min familie igen på en måde hvor vi ikke ødelægger hinanden på. Tornbrinken er mit hjem og det kan jeg godt mærke.
Jeg vil også lige sige at jeg kender mange som er glad for DMO selvom de har mange ting som skal ændres på. Den eneste grund til at jeg ikke kan give den sidste stjerne er fordi der er en forfærdelig ledelse som ødelægger hele strukturen.
Personalet KAN godt hjælpe og det vil de gerne. Men de kan næsten ikke få noget tid til at være hos os fordi at de har så mange pligter i huset som har INTET med miljøterapi at gøre. Som feks at lave en bolledej helt fra bunden vær aften. Den aften hvor de i forvejen skal lave mad, skrive notater (det tager i vært fald 3-6 timer uden pause) og de skal gå og have styr på alt alt alt for meget.
De kan så meget og jeg håber virkelig på at der bliver gjort noget ved det. Her har vi en hel afdeling af forskellige unge med forskellige behov som ALLE har en ting til fælles: vi savner tid.






